søndag den 29. december 2013

Juleferieudflugter

Ud over alle familiearangementerne har Annika også været ude på en del udflugter i juleferien: På legepladsen, Experimentarium og Zoo.

Det første billede er fra den nyrenoverede del af Lindevangsparken, som er blevet et super sjovt vandland. Vandet tændes ved trykke på lysende knapper i den rigtige rækkefølge og løber ned gennem kanaler. Der er også sæler, små runde forhøjninger (der er sjove at hoppe ned fra) og to tampoliner.


Det andet billede er fra zoo, hvor Annika var overraskende selvsikker og selv gik rundt inde hos gederne sammen med far (mor tog billedet i sikker afstand på den anden side af hegnet).



fredag den 6. december 2013

Annika på tønden

I dag producerede Annika noget med substans i toilettet for første gang. 

Hendes forældre var pavestolte, selvom læserne af hendes blog råbte i kor: "det fortæller man da ikke til hele internettet!"

torsdag den 21. november 2013

Leg med andre børn

Annika er begyndt at lege mere med andre børn. Da vi havde mødregruppen på besøg, pegede Madelina og så Annika tegnede dér.

I vuggestuen har vi fået af vide, at en af de andre piger har kastet sin kærlighed på Annika. Hun synes Annika er sød og vil have hende med til en masse lege.


lørdag den 16. november 2013

Pizzafamilien

I denne typiske måltidsscene har Annika udnævnt tre af sine pizzahapser til at være henholdsvis Far, Mor og Baby. Først spiser hun grådigt Far og Baby. Til sidst beder Annika om mere pizza. Når vi påpeger, at der stadig er en haps tilbage på tallerkenen, svarer hun: "det' Mor" og nægter at spise den.

onsdag den 13. november 2013

Annikas første spil

Annika og mor var på biblioteketet idag. Vi lånte bøger, puslespil, film og for første gang spil med hjem. Annika fik lov at spille et rigtigt brætspil for første gang med terning, brikker og ikke mindst regler! Selv om det var svært at vente på at det blev ens tur og kaste terningen (ikke bare lægge den på den side man godt kunne li'), gik det rigtig godt. Annika vandt faktisk første spil :) men det var nu også sjov bare at lege med alting bagefter.


lørdag den 2. november 2013

"Godnat og sov godt"

Putning af Annika har til tider været meget nemt og til tider meget svært. Indtil for et par uger siden var det en timelang proces med skrig og skrål, lange forhandlinger og et forvirrende ritual af skiftende godnathistorier, sange, sovestillinger og belysning.

Til sidst blev det for meget, og vi tog en spontan beslutning om at prøve metoden fra den omdiskuterede bog "Godnat og Sov Godt". Den går kort fortalt ud på at læse en godnathistorie og så lade barnet falde i søvn alene og kun gå kortvarigt ind på værelset for at vise, man er der endnu, og sørge for at barnet har bamse, sut og dyne.

De første tre aftener var det hårdt, både for os og for Annika, men den fjerde aften lagde hun sig velvilligt over i sengen og faldt i søvn selv. Sådan har det stort set været lige siden, og vi er stadig helt forbløffede over, hvor godt det virker. Det har givet os en masse tid og godt humør tilbage om aftenen. Så bogen og metoden kan varmt anbefales, men problemet skulle vokse sig tilstrækkelig stort, før vi nænnede at tage så potentielt hårde metoder i brug.

Teselskab

De små dukker er for tiden altid sultende efter kage. Og de skal sidde helt rigtigt ind til bordet. Hvis de vælter under den delikate finjustering - å nej - bliver de trøster (pustet på) og fint sat op igen.


fredag den 4. oktober 2013

Hjørnetænder og sprog

Alle Annikas fire hjørnetænder er brudt frem i løbet af den sidste måned. Sidst kom der også en hel mundfuld tænder samtidig, og vi er i hvert fald glade for, det så er hurtigere overstået. Annika har savlet så meget, at vi blev bekymrede for hendes væskebalance, men det lader til at være overstået nu. Gummerne klør helt bestemt stadig, for der bliver tygget ivrigt på sutter, bamser, hænder, og hvad hun nu ellers har inden for rækkevidde.

Ellers er hun fuld af ord, og hun konstruerer små udsagn på to-tre ord. Bedsteforældrene har lidt svært ved at gætte, hvad hun siger, men det tolererer Annika heldigvis. Det bedste er, at hun efterhånden bruger ord i stedet for klynk, når hun vil have noget eller mangler opmærksomhed. Det bliver man i meget bedre humør af.

Mors hårting

Annika er på mange punkter en rigtig pige. Hun elsker at lege med Mors hårting. De får dog ikke lov at sidde længe, så man skal være hurtig med kameraet! Og så vil Annika også gerne se det fine billede af sig selv bagefter :)

tirsdag den 10. september 2013

Sjovt med Playmais

Mor og Annika har leget med Playmais her til aften. De er uskadelige og kan limes sammen med vand. Annika syntes, det var sjovest at hælde dem frem og tilbage mellem skåle. Hun forsøgte at fortælle sin mor, at man ødelægger dem, når man klistrer dem sammen! Men hun endte dog med at synes, løven var fin, da den var færdig :) Mor var også selv ret stolt.

mandag den 9. september 2013

Fjernsyn

Annika har opdaget fjernsynet. Når man mindst venter det, siger hun pludselig Plys, Bamse eller se dyr, og så er det meget svært at aflede hendes opmærksomhed med noget andet.

Hun ser sølle ud, når hun sidder plantet foran skærmen som en sofakartoffel, og man får helt dårlig samvittighed over det. Men det er nu belejligt, at man kan få fred til at lave mad eller lignende, mens Annika passer sig selv.

Annika Gynger selv!

Så fik Annika mod på at gynge selv. Der var ikke meget sving på, men det var sjovt alligevel. Mor blev sendt lidt væk, så Annika selv kunne vise hvor dygtig hun var.


mandag den 19. august 2013

Den lille rødhætte

Annika elsker sin hat. Nu går sommeren dog på hæld og solen skinner knap så meget. Til gengæld regner det ind i mellem, hvilke giver nogle gode vandpytter at hoppe i. Annika har derfor nu kastet sin kærlighed på sin lille røde regnhætte. Som skal på uanset om det regner eller ej :)




Sensommeropdatering

Det går stærkt med Annikas udvikling for tiden -- meget stærkere, end aktiviteten her på bloggen antyder. Måske får vi bare ikke postet så meget, fordi fremskridtene for tiden er svære at tage billeder af.

Hun er fuld af ord, og hun er ikke bange for at prøve kræfter med lange ord eller med simple kombinationer af to ord. Hun siger også sit eget navn med stor fryd. Og når vi ikke forstår hende, kigger hun overbærende på os og gentager langsomt og tydeligt. Men det kan stadig være svært at forstå, for hun kan kun udtale omkring halvdelen af bogstaverne i alfabetet.

Efter at have øvet sig hver dag hele sommeren kan hun også endelig hoppe. Og forleden overraskede hun os ved pludselig at gå på tæer -- det må hun have lært i vuggestuen.

Vuggestuen har lige fortalt, at hun bliver flyttet op i gruppen af de største (og dygtigste) børn den 30. august. Det bliver nok en udfordring i starten, men hun har allerede været på besøg i den gruppe en uge i sommerferien, da alle de andre børn i den mellemstore gruppe var på ferie.

onsdag den 3. juli 2013

Flere ord

Annika er begyndt at tale lidt mere. Hun siger nu tak og nej mere tydeligt. Til gengæld svarer hun ikke længere ja men nikker blot og siger "a" i en tone, som afspejler hendes grad af interesse for spørgsmålet.

Her i ferien har hun også udvidet sit ordforråd noget og kan nu sige hej, når der vinkes. Hun kan finde og sige øje og tæer. Hun kan sige hov, når hun vælter noget og "dør" (betyder tørre), når hun får papir til at tørre op efter sig selv.  Når hun drejer hænderne siger hun "reje" (betyder dreje) og røre, når hun rører med sin ske i en skål. Hun kan gentage, at kyllingen siger pip og anden rap. Hendes yndlingsord er dér -- det siger hun, når hun peger på noget. Tøj kan betyde både syltetøj og legetøj, men frøen Kaj har sit eget navn.

Når hun leger, bruger hun nu mere fantasi og siger nam, når hun tilbyder os dejlig mad, fx sand på ske eller legoklods. Biler siger hun annn om, når hun kører med dem.

Tilsammen giver det et storslået ordforråd på 18 ord, som det vist mest er hendes forældre, der forstår. Det er også lykkedes hende at sige far en enkelt gang :)

onsdag den 26. juni 2013

Trampolin og sommerland

Nu har Annika endelig prøvet at hoppe. Hun skulle godt nok have hjælp fra en trampolin og sin far, men det var mægtig sjov. Vi har lejet et sommerhus med havetrampolin, og vi har også to gange været i Sommerland Sjælland, hvor der er trampoliner og hoppepuder. Annika turde rigtig mange forlystelser, også på egen hånd. Men hver gang vi skulle videre, var det hårdt at tage afsked.



lørdag den 22. juni 2013

Første feriedag: ved vandet

Annika har været i skoven for første gang og gik på line på træstammer. Hun blev dog rigtig begejstret, da hun så vandet. Så måtte Mor og Far kravle ned af en skrænt og holde Annika på skift, så hun kunne komme ned til vandet. 

søndag den 9. juni 2013

Rutsjebanen

Annika nyder sommeren og forsøger at overtale sine forældre til at komme på legepladsen så tit som muligt.

Nu kan hun selv bruge rutsjebanen, inklusive at klatre op af trinene og sætte sig ned. Det går stadig galt meget af tiden, men her er en video, optaget af hendes farmor, hvor alt går rigtigt:

http://youtu.be/-tEXjD-UiKg

søndag den 19. maj 2013

Ord på vej

På det seneste er Annika begyndt at pludre mere og forsøge sig med andre lyde end A, B og M. Hun har længe kunnet udtrykke ja og nej (hhv. "a" og "ma") men ikke andre ord. For et par uger siden begyndte hun så at sige "op" og senere også "hop" og "tak". Hun imiterer gerne vores lyde, når vi leger eller spiser, så hun siger fx "ab" (betyder "haps") og "bap" (betyder tak).

Men hvis man spørger hende "kan du sige X", er svaret altid "nej" og en rysten på hovedet.

Annika opdager sin skygge

Forleden opdagede Annika, at hun blev forfulgt af en flad grå baby. Hun blev heldigvis ikke bange for den, men hun var meget interesseret. Hendes fars skygge var også spændende.

søndag den 28. april 2013

Stable klodser

Annika kan efterhånden godt være konstruktiv og omhyggelig. Billedet her er fra 6. april, hvor hun havde stablet sine legeklodser rekordhøjt. Men det sjoveste er stadig at vælte det hele, lige så snart det er bygget op. Hun vælter dog gerne tårnet én klods af gangen og med et lille glædesudbrud hver gang.



lørdag den 13. april 2013

Annika flytter hjemmefra, første forsøg

I dag hankede Annika op i det mest nødvendige bagage - en pakke bleer - og gik hen for at gå ud af hoveddøren. Vi nåede lige at tage et foto, hvor hun vinker farvel til sine forældre og siger tak for 15 måneders kost og logi.

mandag den 25. februar 2013

Ud og gå

Annika er nu en gå-baby. Hun vil hellere gå end kravle, og hun kan gå selv alle afstande her i lejligheden. Det er kommet meget langsomt hen over et par måneder, men især i den sidste uges tid har hun udviklet stor selvtillid og glæde ved at gå. Hun kravler stadig gerne eller støtte sig til møbler, men det bliver mindre og mindre.

Der er meget snublen og fald, men hun er meget omhyggelig med at gå hen over dørtrin. Til gengæld gør hun ikke meget for at gå uden om legetøj, der ligger i vejen -- hun pløjer bare gennem det.

Jeg har ikke kunnet få et helt skarpt billede af det endnu, for når kameraet kommer frem, sætter hun spurten ind og kommer styrtende hen mod det. Her ses resultatet.





søndag den 17. februar 2013

Annikas "likes"

Vuggestuen har indført, at børnene har en kan-lide-liste i bedste Facebook-stil. Her er Annikas liste, som den ser ud i dag. Den er et godt sted at starte, hvis man vil være hendes ven.

torsdag den 17. januar 2013

1-års status

Vi målte og vejede Annika, da hun lige var fyldt 1 år. Hun er ca.:

11,5 kg tung
80 cm lang/høj
47,5 cm i hovedomfang

Her mens hun er 12 måneder gammel er det også tid til at gøre status. Hun er kommet langt på et år. Hun kan:

- Pege på ting, hun er interesseret i.
- Sige MAM, når hun vil have mad.
- Gøre bevægelser, man foreslår med ord: klappe, vinke, pege, klaske (lår), dreje (hænderne).
- Pege på ting, når man siger ordet: bamse, sko, billede, ko, gulerod, radio og mange andre ord. Hun kan nok mellem 20 og 40 ord nu.
- Gå hurtigt og sikkert med to hænders støtte. Gå langsomt men sikkert med en hånds støtte. Gå op til 5 skridt eller stå 10 sekunder uden støtte.
- Tygge mad med hårdhed op til og med andebryst.

Det går godt i vuggestuen, hvor hun kan hentes og bringes uden dramatik, og hun er faldet rimelig godt til. Desværre har hun været syg næsten hele tiden, lige siden hun startede dernede. Mest bare forkølelse, men det forstyrrer nattesøvnen meget.