onsdag den 27. august 2014

Jeg bruger ikke ble mere

Mandag aften i sidste uge annoncerede Annika, at hun ikke længere bruger ble. Det kom efter et par ugers uforpligtende toilettræning, som børnehaven hjalp os til at sætte i system. I starten var det lidt intenst med udflugt til toilettet hver halve time. Nu er vi nået op på en hel time mellem toiletbesøgene, og de sidste tre dage har der slet ikke været uheld -- hverken i børnehaven eller hjemme.

Mor og Far er meget stolte, og Annika selv er endnu mere stolt. Hun bruger selvfølgelig stadig ble, når hun sover.

søndag den 3. august 2014

Bornholm

Vi havde en dejlig ferie på Bornholm, hvor vi boede hos Oldemor og Grandonkel sammen med Morfar og Onkel. Vi fik oplevet alle de lokale seværdigheder i børnehøjde. Vi var på Balka og Dueodde strand. Selv om Annika synes det var sjovt at være i vandet, var det bedste bare at grave i sand! Her har Far givet Annika en dyne på af sand.


Så gik vi en tur i Paradisbakkerne. Annika gik selv hele vejen gennem skoven op til rokkestenen, som faktisk kunne rokke. Eksperten Morfar viste Annika hvordan. Utroligt nok gik hun også selv hjem -- i alt 2 km.


Joboland (Brændesgårdshaven) er stadig en dejlig lavteknologisk mekanisk forlystelsespark, som Mor huskede det fra sin barndom. Super god til mindre børn. Annika var i håndtrukne karruseller, svævebane og hoppepude. Her ror Annika sammen med Morfar.


Tak for en rigtig dejlig ferie på solskinsøen.